Pressemeddelelse fra DI Bornholm:
BHS Service Center vinder DI-pris for særlig lærlingeindsats
Transportvirksomheden BHS Service Center er en praktikplads, der mestrer både kvantitet og kvalitet ved at uddanne et imponerende antal dygtige lærlinge, der er med til at sikre fremtidens arbejdskraft på Bornholm. Derfor modtager virksomheden DI Bornholms PraktikPladsPris 2020.
Det er ingen hemmelighed, at de lærlinge der kommer ud formes af den virksomhed, de har deres læretid hos. Når en virksomhed tager godt imod lærlinge, og giver dem både støtte og ansvar, ser vi ofte lærlinge udvikle sig til de allerbedste.
Onsdag den 21. oktober uddelte DI Bornholm PraktikPladsPrisen 2020 til BHS Service Center for virksomhedens forbilledlige ansvar for fremtidens arbejdskraft på øen.
Prisuddelingen fandt sted hos BHS Service Center, hvor den blev uddelt af Kenn Kjellberg, formand for DI Bornholm.
- Dygtige lærlinge afhænger af gode praktikpladser og øens fremtid afhænger af virksomheder, der tager ansvar for fremtidens arbejdskraft. Derfor er det vigtigt, at vi værdsætter og hylder virksomheder som BHS Service Center, der hver dag gør en stor indsats for deres lærlinge, siger Kenn Kjellberg, formand for DI Bornholm.
BHS Service Center udmærker sig ved over en lang årrække at have uddannet ekstraordinært mange og dygtige lærlinge. Virksomheden har typisk 5-6 lærlinge hos de cirka 20 mekanikere og går dermed forrest for at sikre nyuddannede lastvognsmekanikere til branchen på øen. Det høje antal af lærlinge i forhold til virksomhedens størrelse stiller store krav til svendene og værkføreren, som dog ikke
ville have det anderledes.
- Vores lærlinge er en uundværlig del af holdet hos os. Derfor er det også vigtigt for os, at vi skal være en god praktikplads. På den måde sikrer vi os også dygtige udlærte til fremtiden. Det er win-win, siger værkfører hos BHS Service Center Rasmus Dan Pedersen.
Prisen blev sidste år uddelt ved DI Bornholms erhvervstræf i juni, men har i år været udskudt på grund af coronakrisen. Men netop coronakrisen gør virksomheders indsats på lærlingeområdet endnu vigtigere.
Coronakrisen har også betydet, at værkfører Rasmus Dan Pedersen har tænkt ud af boksen og skaffet nye ordrer, for at kunne beholde de ansatte og alle lærlingene ved eventuel nedgang i omsætningen.
- Det er særligt inspirerende, at BHS ofte tager lærlinge ind for at sikre branchens fremtid på øen, i stedet for at fravælge lærlinge på grund af økonomi og tidsforbrug.
I disse krisetider er det mit håb, at mange virksomheder lader sig inspirere af BHS’ indstilling til lærlinge, fortæller Kenn Kjellberg, formand for DI Bornholm.
Fakta om DI’s PraktikPladsPris
DI Bornholm uddeler i 2019 og 2020 prisen til en virksomhed, der gør en ekstraordinær indsats for at uddanne fremtidens faglærte. Vinderen findes blandt DI Bornholms cirka 100 medlemsvirksomheder på øen, som alle har haft mulighed for at indstille sig selv eller andre til prisen.
Hent PDF med pressemeddelelsen her