BHS Logistics sælger entreprenøraktiviteter på Bornholm til Fugato
Fugato og BHS Logistics har indgået aftale om, at Fugato pr. 1. februar 2026 overtager den bornholmske entreprenørdel fra BHS Logistics. Det drejer sig om de aktiviteter, der i dag hører under Entreprenørkørsel på Bornholm – herunder bl.a. krankørsel, betonkørsel og andre specialiserede entreprenøropgaver.
Det er vigtigt at understrege, at aftalen kun omfatter entreprenørtransporten. BHS Logistics fortsætter uændret med at levere alle øvrige ydelser inden for godstransport på Bornholm samt til og fra Bornholm, og kunderne vil fortsat opleve den høje kvalitet, fleksibilitet og driftssikkerhed, som BHS er kendt for. Med overtagelsen samler Fugato en stærk bornholmsk enhed inden for specialtransport, mens BHS frigør ressourcer til at styrke sine øvrige kerneområder – både lokalt, nationalt og internationalt.
“Vi har stor respekt for den specialtransport, som BHS’ medarbejdere har leveret gennem årene – og den kontinuitet vil vi fortsat stå på mål for. Vi overtager en afdeling med dygtige og servicemindede medarbejdere, som med lokalkendskab og en bornholmsk tilgang til kvalitet giver os et stærkt fundament at bygge videre på,” siger Kristoffer Nothlev, direktør i Fugato.
Som en del af aftalen overtager Fugato 12 medarbejdere, hvilket sikrer en glidende overgang og stabil drift for de berørte kunder.
BHS Logistics udtrykker samtidig tilfredshed med aftalen:
“Det er vigtigt for os, at specialtransportdelen fortsætter i gode hænder. Fugato har vist en tilgang, der matcher vores værdier – ordentlighed, stabilitet og lokal forankring. Samtidig kan vi nu fokusere endnu stærkere på vores primære kerneforretning inden for transport- og logistik løsninger på Bornholm og til og fra øen,” udtaler Mikkel Lund Ørum, filialdirektør i BHS Logistics.
Fremover vil specialtransporten blive udført med Fugato-logo på bilerne – mens BHS Logistics fortsat står som Bornholms stærkeste aktør inden for transport- og logistik løsninger.
Vi takker vores – nu tidligere – 12 rigtig gode medarbejdere i entreprenørafdelingen for et fantastisk samarbejde gennem mange år, og ønsker jer al muligt held og lykke hos Fugato.